Derfor skal du ikke gå all-in på nøgleord

Mange vælger at bygge sit website omkring nøgleord, man gerne vil associere med sit Brand, og sættes i kontekst med. Ofte vil disse nøgleord være dem man gerne vil tage topplaceringer i Google på, da brugerne derved ofte vil se dit site som det første. Men hvad nu hvis din målgruppe benytter sig af helt andre søgeord end dem du gerne vil findes på?

Er du sikker på, dine udvalgte nøgleord, er de mest optimale til at kæde dit website sammen med potentielle kunder?

Hvordan søger din målgruppe?

Google lever af at levere relevante resultater, og med alt den information der er på nettet i dag, skal du være ude i en hårfin niche, for ikke at møde modstand i søgesultaterne, og samtidig skal du have kendskab til din målgruppe, for at blive synlig i dine potentielle kunders søgninger.

Det betyder, at du skal tænke dig godt om, når du researcher på dine nøgleord.

En ganske tilfældig SEO Case fra Aalborg

I et helt fuldstændigt tilfældigt eksempel, kunne vi have en ung mand fra Aalborg, som har en lille forretning, hvor han hjælper med SEO, Webanalyse og opsætning af AdWords.

Projektet er ikke tænkt som en fuldtidsbeskæftigelse, men blot som et sammentræf mellem hobby og arbejde. Vi kunne kalde ham Søren.

Søren står i et lille dilemma i sin søgeordsanalyse. På den ene side, vil han meget gerne findes i Google på søgninger som SEO, Webanalyse og AdWords, men samtidig ved han, at han er oppe mod rigtig, rigtig mange, som beskæftiger sig på fuld tid med søgemaskineoptimering.

De mange kompetente konkurrenter har websites med masser af besøgende, flere folk som arbejder 37 timer i ugen på at forbedre disse websites, store budgetter til AdWords kampagner, og har tilmed været i markedet så længe, de har tømret deres navn godt og grundig fast hos Google.

Situationen er ekstra udfordrende, fordi det er sikkert som amen i kirken, at alle konkurrenternes websites er 110 % søgemaskineoptimerede, og dermed pot og pande med Google.

Søgemaskineoptimering  i Aalborg

På søgeordet ”SEO” dukker der cirka 630 millioner resultater op i Google. Den Danske oversættelse ”søgemaskineoptimering” giver omkring 350.000 resultater, men her domineres toppen af dygtige, etablerede SEO eksperter som Thomas Rosenstand og Henrik Bondtofte.

”Søgemaskineoptimering i Aalborg” derimod, returnerer 113.000 resultater, så måske er der mulighed for at skabe et resultat der.

Det kan godt være Sørens far har penge, men Søren har ingen, så derfor er AdWords ikke en mulighed. Virksomheden starter desuden på absolut 0 Google, og har ingen markedsføringspenge i ryggen. Derfor må Søren prøve at prikke rundt, og vinde de små kampe.

Da Søren arbejder med online marketing 37 timer i ugen, foretrækker han, at hans lille virksomhed primært skal koncentrere sig om Aalborg og omegn. Selvom SEO kan klares online, og det ikke er et krav for hans forretning at møde kunderne personligt, foretrækker han alligevel en ordentlig snak omkring opgaverne. Tingene skal laves ordentligt, og man er vel ikke Nordjyde for ingenting.

Hvis Søren beslutter sig for at lave et website, der fokuserer på en målgruppe i og omkring Aalborg, kan han tilpasse nøgleord og websitets indhold til dette. Det kunne eksempelvis være “SEO Aalborg“.Det kan der være fordele og ulemper ved, og derfor er det en god idé at træde et skridt tilbage, og se om historien giver mening.

Long-Tail nøgleord

Der er flere grunde til ”Søgemaskineoptimering i Aalborg” foretrækkes frem for ”søgemaskineoptimering” i dette lille tænkte eksempel.

Den første, og mest åbenlyse grund er den ekstremt hårde konkurrence, for et nyetableret website. En nærmest umulig opgave, som vil kræve langt mere tid og dedikation, end websitet er tænkt til.

Det betyder at kræfterne der bruges i kampen for at opnå topplaceringer på generelle nøgleord med hård konkurrence kan være spildt.

Hvis man i stedet går i den modsatte retning, og kigger på Long-Tail nøgleord (længere sætningsspecifikke søgninger) ser situationen anderledes ud.

Jo mere specifikke søgninger man går efter, des mere relevant bliver man i søgeresultaterne. Ofte vil det have den effekt, at søgegruppen indsnævres væsentligt, men når relevansen tilsvarende stiger, så bliver Google glad.

Hvis man er i en branche, med rigtig stor konkurrence på generelle søgeord, kan det oftest være en fordel, at researche på, hvilke Long-Tail søgeord målgruppen benytter sig af.

I min optik er det bedre med to placeringer i Google’s top-3 end 10 placeringer på side 2. Hvis du evner at tilrette dine nøgleord, så du rammer din målgruppe lige i r…. og tilpasser dit website hertil, vil du få en utrolig høj kvalitet på dine besøgende, så dine ressourcer er ofte langt bedre spenderet her.

Det kræver dog, at du har styr på, hvad din målgruppe søger på, samt hvad der bliver søgt på i de kære søgemaskiner. Der findes flere gratis værktøjer, som kan hjælpe dig på vej, og AdWords har et modul kaldet Keyword Planner, der foreslår nøgleord du kan bygge dine Ads omkring.

Dette værktøj kan med fordel bruges til organisk søgning også. Det indeholder massevis af data fra Google, og er et fornuftigt sted at starte.

Hav tålmodighed og tillid til dine nøgleord

Afhængig af situationen, kan der gå fra nogle få dage, til flere måneder, før du ser resultaterne af dine tiltag. Dette viser sig specielt, hvis du har et lille website, der ikke fylder ret meget i Google’s univers, og måske ikke har så mange besøgende.

Som lille ny, kan man ikke komme farende og eje hele søgeordslisten. Der er rigtig mange faktorer som spiller ind i Google’s algoritmer, og din domæneautoritet er én af dem. Hvis du har en strategi, så hav tålmodighed med den, og stol på, din opsætning nok skal bære frugt.

De fleste eksperter i søgemaskineoptimering vil fortælle dig, at der kan gå 2-6 måneder før du kan se resultaterne. Så er de i hvert fald også helgarderet, og det er jo ikke så tosset at være.

I mange tilfælde har eksperterne ret. Google indekserer dine sider efter få dage, men det betyder ikke dit univers af nøgleord er printet ind i Google. Du kan hjælpe meget på vej, ved at Linkbuilde eller give den gas på de sociale medier, hvor du fremhæver dine nøgleord og linker til dit website.

Dette bliver der ikke plads til at fremhæve i dette indlæg, men det er med 110% garanti et emne som bliver gennemgået her på side7.